Alle er tabere i JydskeVestkystens kulturkrig

Åbent brev til redaktionschef og lokalredaktør Mette Cramon, JydskeVestkysten Esbjerg

Kære Mette Cramon,

I mandags kunne man i din avis, JydskeVestkysten, læse, at Musikhuset Esbjerg angiveligt er klar til at erklære krig mod Esbjergs kommende spillested, Fabrikken.

Jeres artikel har de seneste dage ført til vredesudbrud og heftig debat på sociale medier, og i Musikhuset er vi blevet mødt med forundring og bekymring over, at vi angiveligt ønsker en ”krig” mod det kommende spillested. Derfor ser vi os nødsaget til at dementere jeres krigserklæring på vores vegne og kritisere jeres agenda, som vi finder intrigant og ødelæggende.

I Musikhuset har vi en ambition at gøre vores ypperste for, at Esbjerg bliver en af Danmarks førende kulturbyer. Vi tror, der er et enormt bosætnings- og brandingpotentiale i at være en stærk og progressiv kulturby, men vi gør os naturligvis ingen illusioner om, at vi som kulturinstitution kan løfte opgaven alene. Skal visionen indfries, kræver det, at alle aktører tager ansvar, at de samarbejder i stedet for at modarbejde hinanden, og helt konkret kræver det også, at byen har et stærkt rytmisk spillested. Uden det vil koncertgængerne søge mod Vejle, Herning eller andre byer, og fundamentet under kulturbyen Esbjerg vil smuldre. Derfor har vi, som alle andre i Esbjerg, et kæmpe ønske om, at Fabrikken kommer til at klare sig så godt som overhovedet muligt. Allerede i dag har vi en god og konstruktiv dialog med holdet bag Fabrikken, og lad os bare her gøre det helt klart, at vi i Musikhuset meget gerne vil samarbejde med Fabrikken, for eksempel om fælles arrangementer som festivaler eller store koncerter uden for vores egne matrikler. Forestillingen om, at vi skulle ønske en krig mod Fabrikken, er fuldstændigt uden for skiven.

Nyhedskrogen i jeres artikel er en konflikt, I selv har opfundet, som bunder i, at Musikhuset Esbjerg har en række artister på plakaten, I ikke mener hører hjemme i Musikhuset, men på Fabrikken. At I gerne gør jer til dommer over, hvilke kunstnere der bør optræde henholdsvis det ene og det andet sted, fik man allerede syn for den 9. oktober, da I i en anden artikel skrev, at ”Musikhuset Esbjerg allerede (er) gået på strandhugst blandt Tobakkens traditionelle navne.” Hvis nogen skulle være i tvivl, betyder det ifølge retskrivningsordbogen, at man ”skamløst forsøger at skaffe sig noget, der rettelig tilhører andre.”

I jeres bevisførelse er det kunstnere som Carpark North og Hanne Boel, der fremhæves som navne, ”Tobakken typisk ville have præsenteret” og som I jeres optik derfor burde tilkomme Fabrikken. Men faktum er, at begge navne også inden Tobakken gik konkurs, endsige Fabrikken overhovedet var en idé, har optrådt i Musikhuset. Carpark North gæstede Musikhuset den 31. marts 2022, ret præcis et år inden Tobakkens konkurs, og Hanne Boel præsenterede vi senest i marts 2019. Os bekendt er det henholdsvis omkring 10 år og syv år, siden Carpark North og Hanne Boel har optrådt på Tobakken. Faktum er også, at begge kunstnere på denne turné specifikt har ønsket at spille på venues, hvor publikum sidder ned. Også derfor giver påstanden om, at Tobakken eller Fabrikken typisk ville have præsenteret dem, ikke mening.

Benjamin Hav, der giver koncert i Musikhuset om en god uges tid, er også en af de kunstnere, vi skydes i skoene at have fået ved at ”gå på strandhugst” i kølvandet på Tobakkens konkurs. Sandheden i dette tilfælde er, at aftalen med Benjamin Hav blev indgået i november sidste år, altså længe inden Tobakken gik konkurs, og endnu før Fabrikken var på tegnebrættet. Sandheden er også, at Benjamin Hav specifikt ønskede at optræde i Musikhuset, ikke hos Tobakken.

Musikhuset har alle dage haft rytmiske koncerter på programmet, men siden Tobakkens konkurs i marts har vi ganske rigtigt skuet op for antallet af koncerter. Forestillingen om, at vi på den bekostning træder ind på andres enemærker, er imidlertid absurd. Havde vi siddet på hænderne og ikke stillet vores rammer til rådighed for kunstnerne, mens vi ventede på, hvad der skulle ske i de gamle fabrikslokaler på Gasværksgade, havde esbjergenserne ikke haft andre muligheder end at køre udenbys for at få tilfredsstillet deres koncertbehov. Nu får Esbjerg så heldigvis efter alt at dømme snart igen et nyt rytmisk spillested i Fabrikken, og når det er en realitet, vil der ske en naturlig vandring af kunstnere dertil, og koncertniveauet i Musikhuset vil normalisere sig. Det har vi absolut ingen problemer med.

En væsentlig pointe, som jeg også fremførte i mandagens artikel i din avis, er, at når danske kunstnere skal på turné og optræde, er det dem, der sidder med alle trumferne og bestemmer, hvilke spillesteder, koncerthuse, kulturhuse eller arenaer, de ønsker at byde sig til hos. Så når en kunstner kommer til Musikhuset, er det typisk, fordi kunstneren selv har tilbudt sig. Det samme gjaldt hos Tobakken, da spillestedet eksisterede, og det samme kommer til at gælde, når Fabrikken bliver virkelighed. Nogle kunstnere vil søge mod Musikhuset, andre mod Fabrikken, og nogle vil formentlig komme til at pendle frem og tilbage mellem husene, afhængig af hvilke rammer de søger på en given turné. Sådan er virkeligheden i koncertbranchen, og under de vilkår trives konkurrerende spillesteder i alverdens danske byer i nogenlunde fred og fordragelighed. Det var også tilfældet i de 26 år, Musikhuset og Tobakken sameksisterede, og der er ingen grund til at tro, at virkeligheden bliver anderledes, når det rytmiske spillested i Esbjerg hedder Fabrikken.

Grundlæggende har vi ikke noget problem med, at JydskeVestkysten eller andre medier går kritisk til vores eller andre kulturaktørers gøren og laden. Vi hilser en kritisk kulturpresse velkommen, for ligesom alle andre aspekter af samfundet, er der behov for, at kulturlivet granskes, kritiseres og holdes til regnskab. Men der er forskel på at journalistik, der er kritisk, og journalistik, der er intrigant.

I nærværende sag er det ikke alene skadeligt for Musikhuset, som I tillægger nogle krigeriske motiver, vi ikke har, men også for de ambitioner, vi forhåbentlig alle har, om at skabe de bedste forudsætninger for, at kulturen kan trives i og løfte Esbjerg.

I stedet for at konkurrere og strides, bør vi alle have fokus på at løfte det samlede kulturudbud- og niveau og således gøre byen så attraktiv som mulig for nuværende og potentielle beboere. Vi skal sikre, at folk kører til Esbjerg for at gå til koncerter og andre kulturoplevelser, ikke væk fra Esbjerg. Og hvis I faktisk bekymrer jer om koncert- og kulturlivets ve og vel, bør I lægge tonen om og underbygger de gode ting, der foregår i byen, frem for at proklamere kulturkrig på andres bekostning.

Med venlig hilsen
Torben Seldrup, direktør, Musikhuset Esbjerg