Anmeldelse: Håbet om en tid, hvor mennesker kan se i mørke

Turi Malmø anmelder forestillingen Arendt – at se i mørke, som spillede i Musikhuset Esbjerg den 8. november 2024

Af Turi Malmø

Forestillingen ” Arendt- at se i mørke” er på en gang en vidunderlig gave og et tungt knytnævneslag til os alle. Et mesterværk af en forestillingen, som med Hannah Arendt stiller spørgsmålet om, hvordan og hvorfor ondskaben og totalitarismen opstår. Det er også en rørende fortælling om det tænkende og handlende menneskes tvivl og dilemmaer set i bakspejlet. Så og gjorde jeg det rigtige, – kunne jeg have handlet anderledes ?

Vi befinder os på et anonymt hotelværelse i København. Det er aften, året er 1975 og den tysk-amerikansk-jødiske filosof Hanna Arendt skal modtage Sonning prisen dagen efter. Nu skal hun skrive sin takke tale – det kommer til at tage hele natten og vi er som publikum med hele denne nat. Hun futter rundt på strømpesokker og ordene vil ikke komme. Men minder og tanker melder sig og tager fysisk form i en drømmende blanding af erindring, drøm og glødende håb. Hun diskuterer og elsker lidenskabeligt med sin mand, Heinrich, som døde 5 år tidligere og som er med hende over alt. Hun martres af Adolf Eichmann- retssagen, som hun overværede i Israel i 1961 og som stadig forfølger hende. Eichmann befinder sig på toilettet og dukker frem med jævne mellemrum med bukserne nede omkring hælene. Og lukker bogstaveligt talt lort ud. Hun diskuterer med ham. Vi er med i retssalen, hvor Eichmannn siger” Du forstår mig” ” Ja, men det betyder ikke, at jeg tilgiver dig” svarer hun. Hannah Arendt ser Adolf Eichmann som eksemplet på, hvorfor fascismen kunne få fat. Han tænkte ikke, han forholdt sig ikke til den struktur, han opererede indenfor, men gjorde, hvad der forventedes af ham – uden nærmere overvejelse. Men han var ikke et monster- snarere en bureaukrat. Der er for Hannah Arndt ikke tale om bevidste onde handlinger, men om tankeløs pligtopfyldelse. Hun benævner dette ondskabens banalitet og kommer i forestillingen selv på anklage bænken for disse tanker. Forestillingens fortælling springer i tid og aldre og vi oplever også Hannahs liv som ung kvinde i 30érnes nazi Tyskland, på flugt, i en flygtninge lejr i Frankrig under 2.verdenskrig og i New York, hvor hun boede og arbejdede fra 1941 til sin død i 1975. Hotelværelsets vinduer viser hendes udsyn ( udsigt over Københavns tage) men også indblik i hendes liv og minder, som f.eks en verden , der hastigt strømmer forbi togets vinduer. Det anonyme hotelværelse fyldes bogstaveligt af hendes erindringer, minder, drømme og mareridt understøttet af et mesterlig lys- og lyddesign.

Der er mange ord – naturligvis, det handler jo filosoffen Hannah Arendt, men det er stærke, eftertænksomme og også humoristiske ord og fortællingen bringes tillige flot fysisk til live af koreograferede tableauer og groteske indslag, som skaber balance og perspektiv, virtuost

udført af de tre medvirkende. Ina Miriam Rosenbaum er uforlignelig i rollen som Hannah Arendt. Med styrke, sårbarhed, smidig omskiftelighed portrætterer hun en kvinde med stor refleksions evne og sandheds trang, men også med tvivlens gave – og forbandelse. Benjamin Kitter spiller Heinrich Blücher med autoritet og stor kærlighed. Vi forstår hans ængstelse ved Hannahs kompromisløse sandhedssøgen. Klaus T. Søndergaard spiller Eichamnn med tankeløshedens tomme ekko. ” Jeg slog ingen ihjel” siger han, selvom hans enestående organisationstalent gjorde det muligt at dræbe 6 mio jøder. Han spiller også Skovhugger-kæmpen, som i et mareridt lokker Hannah med fascismens løfter om at høre til og være beskyttet, hvis hun blot følger ham, med frysende uhygge. Tilbage står Hannah Arendts frysende aktuelle erkendelse af at ”totalitære regimer elsker ensomhed”. At ensomheden er en forudsætning for at mennesket kan lade sig forlede til at ville høre til i et magtfuldt fællesskab med en stærk leder og uden tanke på konsekvenserne udøve uhyrligheder mod andre mennesker i dette fællesskabs – og i hævnens navn. Og hendes svar: Vi skal bevare vores menneskelighed, vi skal tænke selv og dele med hinanden. – Meget relevante tanker i en tid, hvor rå radikalisering og tendenser til totalitarisme og populisme stiller spørgsmål til vores ansvar som mennesker. ” Måske vil mine teorier danne genklang og hjælpe mennesker til at kunne se i mørke”, siger Hannah Arendt mod forestillingens slutning, hvor vi befinder os som tilhørere til Hannah Arendts færdige tale til Sonningpris overrækkelsen 1975. Vi er hendes tilhørere i salen og har samtidigt været sandhedsvidner til hele hendes kalejdoskopiske tanke- og erindringsrejse denne nat, hvor talen blev til. Og vi er som publikum ramt og rystede. Se denne forestilling, hvis du får chancen !