Foromtale: Højaktuelt drama om Grønlands fremtid
Udgivet 22. april 2025

Teater Freeze Productions gæster den 5. maj Musikhuset Esbjerg med det sprængfarlige og højaktuelle drama Det arktiske topmøde
Af Thomas Hauger
Teater Freeze Production blev grundlagt i 2004 af Hanne Trap Friis, der både er chef og kunstnerisk leder, ligesom hun er instruktør på forestillingen. Den er i øvrigt skrevet af den Grønlands-kyndige forfatter Kim Leine specielt kendt fra romanen Profeterne i Evighedsfjorden.
Siden 2012 har teatret arbejdet tæt sammen med grønlandske kunstnere, skuespillere, teatre og producenter. Teatret arbejder altid med nye tekster der skal være samfundsrelevante med udgangspunkt i den grønlandske virkelighed. Hvad kan være mere relevant lige nu end at sætte den danske statsminister, en russisk oligark, den amerikanske ambassadør og en ung grønlandsk aktivist på scenen samtidig?
Teatret er som oftest forud for den politiske dagsorden og som her med emner, der er højaktuelle i samfundsdebatten. Her bliver tale om politisk teater til tiden! Det glæder jeg mig meget til at overvære.