Pressemeddelelser
Her på siden kan du læse et udpluk af de pressemeddelelser, Musikhuset Esbjerg udsender til pressen
Vil du også modtage pressemeddelelser fra Musikhuset Esbjerg? Så send en mail til kommunikations- og marketingmedarbejder Kasper Sølvsten, ks@mhe.dk.
Pressemeddelelse, 6. november 2018
Unge øjne på Musikhuset
Innovationselever fra Rybners Gymnasium præsenterede i går deres forslag til, hvordan Musikhuset Esbjerg kan blive mere relevant og interessant for unge
Luften er fuld af spænding og nervøsitet i Musikhuset Esbjergs Foredragssal denne mandag, hvor godt 20 innovationselever fra Rybners Gymnasium er samlet. I to uger har de arbejdet med at komme med forslag til,hvad Musikhuset Esbjerg kan gøre for at tiltrække flere unge som dem selv i fremtiden. Og nu er de klar til at præsentere deres ideer for Musikhusets ledelse og kommunikations- og marketingteam.
I en tid, hvor landets kulturinstitutioner kæmper med at tiltrække unge publikummer, har Musikhuset Esbjerg besluttet sig for at tage tyren vedhornene og forsøge at vende udviklingen. Derfor har de inddraget de egentlige eksperter: de unge selv.
”Vi synes, Musikhuset er en flot og imponerende bygning, men den er også lidt kold og uvelkommen,” siger en af grupperne.
Gruppen foreslår, at foyeren gøres mere hyggelig, at caféen udvides og at der indføres studievenlige priser og lektiehjælp. Andre forestår,at Musikhuset laver fester for unge, og næsten alle grupperne peger på, at Musikhuset bør begynde at bruge influencere på sociale medier for at skabestørre opmærksomhed. For sandheden er, at de unge i dag har en meget begrænset viden om de arrangementer og tilbud, der er i Musikhuset – også dem, der er målrettet dem.
”Vi bliver både bekræftet i, at vi har et stort arbejde foran os, men også, at vi er på rette vej. Mange af de ting, vi har fået at vide i dag, er vi jo godt i en eller anden udstrækning klar over i forvejen,men de unge har bestemt også åbnet vores øje op for nye, spændende muligheder,vi ikke selv har tænkt på,” siger Musikhuset Esbjergs direktør Torben Seldrup.
Inddragelsen af de unge fra Rybners Gymnasium er en del af et studieprojekt, der i øjeblikket er tilknyttet Musikhuset. Yderligere to holdstuderende er aktuelt i gang med på forskellig vis at undersøge, hvad unge synes om Musikhuset og hvordan huset fremover kan blive relevant for unge i Esbjerg og omegn.
”De unge er fremtiden, og vi er nødt til at gøre os relevante for dem. Lykkes det ikke at vænne dem til at komme her, er der en meget mindre chance for, at de kommer her og andre kulturhuse, når de bliver voksne. Det er synd for alle parter, og derfor er det her projekt, vi har sat gang i, rigtig vigtigt,” siger Torben Seldrup
Udover de tre studieprojekter, Musikhuset Esbjerg er involveret i, har huset allerede indført en af de mest ambitiøse rabatordninger til unge og studerende i landet, de har lavet MHE Comedy Club og andre aktiviteter, der henvender sig primært til unge, og de har ansat en ny medarbejder, der skal have særlig fokus på hele husets ungeindsats.
Pressemeddelelse, 4. oktober 2018
Slå en politiker til Esbjerg Esport Event 2018
Når årets udgave af Esbjerg Esport Event løber af staben den 20. oktober i Musikhuset Esbjerg, får gæsterne muligheden for at Slå en politiker.
Lokalpolitikerne Jakob Lose (V) og Søren Heide Lambertsen (S) sidder klar til at spille en mod en i det populære computerspil Counter-Strike: Global Offensive mod alle de gæster til Esbjerg Esport Event, der tør udfordre dem.
Jakob Lose og Søren Heide Lambertsen arbejder til daglig på Esbjerg Rådhus, hvor de sidder i henholdsvis økonomiudvalget og teknik- og byggeudvalget. Efter fyraften står den dog på helt andre interesser.De er nemlig begge rigtig glade for at spille skydespillet Counter-Strike: Global Offensive.
Bag skærmen går Jakob Lose og Søren Heide Lambertsen under navnene ”Poco” og ”Nuller”, og de har tilsammen mere end 4.000 timer spilletid i Counter-Strike: Global Offensive. Derfor er det ikke tilfældigt, at netop de er blevet opfordret til at stille op til Slå en politiker.
”Jeg glæder mig til eventet. Jeg har selv været gamer i mange år, helt tilbage til dengang hvor der ikke var noget, der hed esport, så det er fedt at blive inviteret med,” siger Jakob Lose.
Også Søren Heide Lambertsen glæder sig.
”Jeg vil gerne deltage,fordi jeg synes det er fedt at spille Counter-Strike.Men også fordi jeg gerne vil være med til at vise, at man godt kan spillecomputer og bruge mange timer på det og samtidig have et normalt job og karriere og så videre,” siger han.
Det er andet år i træk, at Musikhuset Esbjerg arrangerer Esbjerg Esport Event. Årets udgave afholdes den 20. oktober,og foruden muligheden for at Slå en politiker kan deltagerne blandt meget andet møde nogle af landets største gamere, streamere og castere, de kan prøve at Slå en pro mod Pimp og Hoej, de kan deltage i turneringer, prøve retrospil-området, spille Virtual Reality, møde YouTube-stjernen Comkean og meget mere!
Pressemeddelelse, 19. juni 2018
Store musikoplevelser venter i festugen
Fra opera over 60’er-rock og hårrock til lækre danske popperler – det musikalske program, som Esbjerg Festuge præsenterer i samarbejde med Musikhuset Esbjerg, giver dig mulighed for at opleve det hele
Søndag den 12. august kl. 16.00 kan du igen være med til det yderst populære arrangement Opera i det fri, hvor dygtige solister fra Det Kongelige Teaters ensemble synger smukke arier under åben himmel i Byparkens skønne omgivelser. Der er gratis adgang, men antallet af pladser er begrænset, så kom i god tid.
Mandag den 13. august kl. 19.30 kan du tage på en musikalsk rejse tilbage til en af rockhistoriens mest skelsættende begivenheder, når Musikhuset slår dørene op til hyldestkoncerten Woodstock ´69. Koncerten finder sted i Musikhusets Koncertsal.
Woodstock løb af stablen i staten New York i sommeren 1969, og her spillede en nærmest endeløs række af tidens – og eftertidens – største musikikoner, herunder Jimi Hendrix, Joe Cocker, Janis Joplin, Santana, The Who, The Band, Creedence Clearwater Revival og Crosby, Stills, Nash & Young – for blot at nævne nogle få. Nu får du mulighed for – i selskab en perlerække af dygtige, lokale musikere – at opleve den magiske stemning og musik fra Woodstock.
”Vi glæder os meget til at præsentere denne koncert, og jeg tror, der venter en rigtig stor oplevelse for publikum,” siger Musikhuset Esbjergs direktør Torben Seldrup.
Torben Seldrup er også begejstret over, at Musikhuset i år har gjort lidt af et scoop ved at booke bandet Hair Metal Heröes, som har ingen ringere end den danske viking, Melodi Grand Prix-vinder Jonas Rasmussen i front.
Jonas Rasmussen og resten af hårrockheltene spiller forrygende, farverige udgaver af nogle af 80’ernes største hits fra band som Van Halen, Bon Jovi og Europe. Koncerten finder sted i Musikhusets Koncertsal tirsdag den 14. august kl. 19.30.
Dagen efter, onsdag den 15. august kl. 10.00 og igen kl. 14.00, er det blevet tid til Seniordagen. I år er det James Rasmussen Trio og Helge Engelbrecht, der underholder i Musikhusets Hovedfoyer. Koncerten er gratis, men da antallet af pladser er begrænset, kræver deltagelse billet. Billetter udleves i Musikhuset Esbjerg onsdag den 8. august fra kl. 10.00 efter først til mølle-princippet.
Fredag den 17. august kl. 19.30 er det Poul Halbergs band Halberg & Friends, der lukker festugen i Musikhuset. Poul Halberg var med til at danne Sneakers og Ray Dee Ohh, og han er manden bag kæmpehits som Magi i luften, Efterår, Jeg vil la’ lyset brænde, Mandags-stævnemøde, Elskes af dig og Brændende læber.
Pressemeddelelse, 9. maj 2018
Musikhuset vil gøre Esbjerg attraktiv for de unge
Med en af landets mest ambitiøse rabatordninger til unge, et nyt comedy-koncept og e-sport på programmet går Musikhuset Esbjerg langt for de unge
I disse dage lander Musikhuset Esbjergs sæsonprogram i knap 40.000 postkasser og brevsprækker i Esbjerg og omegn. Programmet præsenterer 90 kulturevents inden for alverdens genrer, men samtidig præsenterer det en ny, visionær vision for Sydvestjyllands største kulturinstitution.
Musikhuset Esbjerg vil nemlig gerne gøre sit til at skabe en by og en kommune, der er så interessant for unge og studerende, at de enten bliver boende eller flytter dertil. Det er en af grundene til, at Musikhuset nu lancerer en rabatordning for unge og studerende, som husets direktør Torben Seldrup ikke tøver med at kalde en af de bedste og mest ambitiøse af sin slags i landet.
”Som ung og studerende har man ikke ret mange penge, så når det koster 400 eller 500 kroner at se en teaterforestilling eller en ballet, er det ikke det, man bruger sine penge på. Men vi synes, at det er vigtigt, at de unge får mulighed for at få store kulturoplevelser, fordi det er med til at gøre deres tilværelse sjovere og mere spændende,” siger Torben Seldrup.
Med den nye rabatordning kan unge under 25 år og studerende nu købe billet til kr. 120 uanset førpris til omkring halvdelen af de events, Musikhuset præsenterer i sæsonprogrammet.
Tidligere har antallet af events med mulighed for studie- og ungerabat været markant mindre, og det har hidtil kun været muligt at købe billet på dagen for eventet – hvis der vel at mærke ikke var udsolgt. Fremover vil unge og studerende kunne købe rabatbilletter, så snart et event sættes til salg. Der bliver dog sat et begrænset antal billetter til salg per event, så vil man som ung eller studerende have en stor kulturoplevelse til en lille pris, anbefaler Musikhuset, at man hurtigt er ude.
Initiativet med at lave en meget ambitiøs rabatordning til unge og studerende bakkes op af en række andre tiltag.
”Når vi vil have fat i de unge, skal vi selvfølgelig præsentere events, der interesserer dem og giver mening for dem. Derfor har vi lavet comedy- og madkonceptet Gris & Grin, som de unge har taget fantastisk godt imod. Vi laver også igen i år Esbjerg Esport Event, vi får besøg af flere Youtubere, og vi har koncerter med navne som Phlake og Jonah Blacksmith,” siger Torben Seldrup.
Ambitionen om at skabe et hus, der er endnu mere attraktivt for unge, har dog også mere vidtrækkende implikationer, understreger Torben Seldrup.
”Som kulturhus er det en af vores fornemmeste opgaver at præsentere et program, der både er varieret og kvalitetsmæssigt i top, så vi gør vores til at gøre Esbjerg til en kommune, folk har lyst til at bo i og flytte til. Det gælder for alle folk i alle aldre, men jo i særdeleshed for de unge, vi som by og kommune rigtig gerne vil holde på og tiltrække,” siger han.
Pressemeddelelse, 3. maj 2018
Prog-rock legender fejrer jubilæum i Randers og i Esbjerg
Værket i Randers og Musikhuset Esbjerg præsenterer som de eneste spillesteder i Danmark næste forår et af de mest markante bands inden for progressiv rock gennem tiden, Jethro Tull, der fejrer 50-årsjubilæum i år
Med numre som ’Aqualung’, ’Locomotive Breath’ og ’Cross-Eyed Mary’ på tapetet er der god grund til at glæde sig til, at prog-rock-legenden Ian Anderson og Jethro Tull kommer til Danmark med to stop på deres verdensturné i forbindelse med bandets 50-årsjubilæum i henholdsvis Randers 28. februar og Esbjerg den 1. marts 2019.
Engelske Jethro Tull med Anderson i spidsen blev verdenskendte på at kombinere jazz, blues, folk og rock, og bandet har gennem dets 50-årige levetid vandret rundt blandt genrerne på deres mere end 30 studie- og live-albums, der har solgt over 60 millioner eksemplarer på verdensplan og iblandt disse har 11 fået guld og 5 platin.
Selvom Ian Anderson mestendels turnerer under eget navn nu, er jubilæet vigtigt at markere ifølge frontmanden, der er det eneste originale medlem tilbage i bandet.
“Jeg er ikke normalt en fødselsdags- eller jubilæumsfyr, men for en gangs skyld vil jeg heller ikke være en lyseslukker! Jeg værdsætter minderne fra de tidlige års Jethro Tull-repertoire, som jeg forbinder med eventyret ved at besøge mange nye lande og skabe relationer til nye fans over hele verden. Og dette er en fejring af alle 33 bandmedlemmer, der har beriget bandet gennem tiden,” siger Ian Anderson i forbindelse med offentliggørelsen af turnéen.
De to koncerter i Randers og Esbjerg er de eneste, bandet har i Danmark på turnéen, og fans kan forvente den særprægede lyd af Jethro Tull og deres klassikere samt det markante showmanship fra Ian Anderson kombineret med dygtige medbragte musikere.
Den karismatiske frontmand, Anderson, er vidt og bredt anerkendt som manden, der tog tværfløjten med ind i rocken, og hans karakteristiske fløjtespil og lige så karakteristiske optræden – ofte på ét ben – har sikret ham pladsen som en af rockhistoriens største fløjtespillere.
Pressemeddelelse, 10. oktober 2017
Verdensstjerner til Esbjerg Esport Event
To af de allerstørste eSports-stjerner, FIFA-verdensmester Mohamad Al-Bacha og CS:GO-spilleren Nicolai ”Hunden” Petersen, gæster Esbjerg Esport Event i Musikhuset Esbjerg
Godt en uge inden den første udgave af Esbjerg Esport Event løber af stablen, trækker Musikhuset Esbjerg to kæmpestore kaniner op af hatten ved at føje to af de allerstørste stjerner inden for eSporten til programmet.
Mohamad Al-Bacha er intet mindre end verdens bedste FIFA-spiller. I marts sidste år vandt han verdensmesterskaberne i konsolspillet FIFA, det nok mest populære sportsspil nogensinde.
Til Esbjerg Esport Event kan du – hvis du er dygtig nok – komme til at spille mod Mohamed Al-Bacha. I løbet af dagen vil der blive afholdt en turnering i FIFA, og vinderen får lov til at dyste mod verdensmesteren.
Også Nicolai ”Hunden” Petersen, det andet nye hovednavn, kan du få lov til at dyste imod til Esbjerg Esport Event. Men du skal være mere end almindelig hurtig på aftrækkeren, hvis du skal have en chance mod en af verdens bedste Counter-Strike-spillere.
Mohamad Al-Bacha og ”Hunden” fuldender et allerede imponerende og tætpakket program.
I forvejen byder Esbjerg Esport Event nemlig blandt andet på foredrag med Jakob Stegelmann fra Troldspejlet, bootcamp med eSports-organisationen Tricked, stande med repræsentanter fra en lang række sydvestjyske uddannelsesinstitutioner med eSport på skemaet – og ikke mindst finalerne i spillene CS:GO og League of Legends i DGI eLiga Sydvest.
Finalerne, hvor regionens bedste spillere dyster mod hinanden, bliver spillet live i Musikhuset Koncertsal, på storskærm, med professionelle kommentatorer og med lækker lys og lyd.
Esbjerg Esport Event løber af stablen i Musikhuset Esbjerg den 21. oktober 2017 kl. 10.00-18.00.