Glæd dig til en inspirerende og festlig dag, når Teater- og Musikhusvennerne, inviterer dig indenfor til en spændende præsentation af den kommende sæson – krydret med skøn frokostjazz i Musikhusets smukke foyer
Arrangementet er gratis og inkluderer både en sandwich samt en vand, øl eller et glas husets vin. Det kræver tilmelding ved at hente en billet her på siden. Alle kan deltage – både medlemmer og ikke medlemmer af Teater- og Musikhusvennerne.
Efter sommerferien åbner vi dørene til en ny sæson fyldt med oplevelser for enhver smag: gribende teater, storslået opera, sprudlende komedier og fantasifulde forestillinger for børn.
Nu får du mulighed for at få et smugkig på de forestillinger, der vises i sæson 2026/2027, når vi afslører medlemsprogrammet den 9. maj i Musikhusets hovedfoyer.
Som en ekstra forkælelse byder dagen på livekoncert med Vestre Jazzværk, mens du kan nyde en sandwich og en vand, en øl eller et glas husets vin – naturligvis helt gratis.
Det er første gang, vi prøver at invitere til programafsløring, og vi håber, du vil deltage i arrangementet. Du vil med sikkerhed kunne hente inspiration til dit køb af teaterbilletter til sæsonen 2026/2027 – samtidigt med at du får en hyggelig middag med god jazzmusik.
Det er gratis at deltage, men du skal have en billet pr. person for at være med. Den finder du her på siden.
Obs. der er begrænset pladser, så det er først til mølle. Billetter skal hentes inden den 8. maj.
Medlemsprogrammet udkommer den 9. maj. Der kan købes billetter til de enkelte forestillinger, eller du kan købe til flere forestillinger og samtidigt spare penge. Det kan du høre mere om den 9. maj til programafsløringen.

Vestre Jazzværk
Selvfølgelig kan man danse til Vestre Jazzværks musik. Man kan også nøjes med at lytte, vippe diskret med foden og nyde de gode melodier, som mange kender. Det kan være vanskeligt at holde humøret nede, når orkestret spiller.
Både melodierne og orkestret hører til de eviggrønne. Som halvstore drenge i 50’erne og 60’erne lyttede orkestrets musikere til datidens kendte jazzorkestre på grammofon, i radioen og i jazzklubberne og faldt i jazzgryden. Det blev deres musik. Den er de tro imod, og selv om orkestret hele tiden er i udvikling, holder det stadig snuden sikkert i sporet og leverer med stor spilleglæde god swingende og ukompliceret traditionel jazz. Derfor har Vestre Jazzværk også i mange år nydt international anerkendelse som et af de mest professionelle og velspillende inden for sin genre. Ikke kun i Danmark, men også i en lang række andre lande, som Vestre Jazzværk har gæstet, siden det blev ”født” i Danmarks ældste by, Ribe, for 40 år siden.
I 1989 blev orkestret hædret som æresborgere i jazzens fødeby New Orleans.

Lør 09 maj
11.00