VIKING er ny Hovedpartner i Musikhuset Esbjerg
Udgivet 1. december 2022
En af Esbjerg største virksomheder, VIKING Life-Saving Equipment, og regionens største kulturhus, Musikhuset Esbjerg, har netop indgået en stor samarbejdsaftale, der giver et gedigent rygstød til kulturlivet i Esbjerg
VIKING Life-Saving Equipment A/S er per 1. december 2022 ny Hovedpartner i Musikhuset Esbjerg.
Den internationale Esbjerg-virksomhed, der er global markedsleder inden for produktion af maritimt sikkerhedsudstyr, træder dermed ind i et eksklusivt selskab af Hovedpartnere i Musikhuset, der i forvejen tæller Det Faglige Hus, Royal Unibrew og Jysk Fynske Medier.
Direktør i Musikhuset Esbjerg Torben Seldrup klapper i hænderne over, at det nu er lykkedes at få VIKING med ind i folden.
”Vi er meget begejstrede over, at en virksomhed af VIKINGs kaliber har besluttet sig for at blive partner i Musikhuset og på den måde bakke op om kulturen i Esbjerg i denne tid, hvor netop kulturen er det, vi som kommune ønsker at brande os på. Og at VIKING så tilmed går så helhjertet ind i samarbejdet, at de vælger at blive Hovedpartner, det giver et gedigent rygstød til Musikhuset,” siger Torben Seldrup.
Med Hovedpartneraftalen får VIKING blandt andet adgang til en lang række forestillinger og arrangementer i Musikhuset, virksomheden bliver en del af Musikhusets partnernetværk, og VIKING kan se frem til at blive inviteret med til eksklusive partnerarrangementer.
For Henrik Uhd Christensen, CEO hos VIKING, giver det god mening, at VIKING og Musikhuset nu indleder et samarbejde.
”VIKING har igennem generationer støttet idræt, kultur og andre samfundsnyttige formål i Esbjerg. Med den nye Hovedpartneraftale stadfæster vi den tætte tilknytning til byens kulturliv. Musikhuset Esbjerg favner det folkelige og det ypperste inden for musik, scenekunst og underholdning, og vi ser frem til i endnu højere grad at kunne gøre brug af Musikhusets forskellige tilbud,” siger Henrik Uhd Christensen.